Sådan sælger du mere med kampagner

Hvis du synes, det ville være skønt at kunne sælge lidt mere, så se med her. For her kommer et godt salgsmæssigt trick. Du er nødt til at tænke i at lave kampagner. Det gælder både, hvis du sælger dine ydelser online, og hvis du kun tilbyder fysiske behandlinger eller sessioner.

 

Hvad vil det egentlig sige at lave en kampagne?

Når du laver en kampagne, vil det sige, at du fremhæver en ydelse eller på anden måde prøver at påvirke din målgruppe, i en intensiv, begrænset periode. Du kan fremhæve en eksisterende ydelse ved at lægge noget ekstra oven i, som fx:

  • sælge ydelsen sammen med en times gratis undervisning, en lille bonus-behandling, ekstra tarotkortoplæg eller hvad det nu kan være
  • du kan lave et tilbud på prisen
  • du kan køre med intensiv annoncering

Bemærk: En lanceringskampagne er, når du introducerer noget nyt, fx en ny ydelse og kører en intensiv kampagne for denne nye ydelse i en kort periode. Hvad betyder det at launche noget? Det er det engelske ord for at lancere noget, og betyder altså at sætte noget nyt på markedet.

 

Sådan virker kampagner rent psykologisk

Der er faktisk en rigtig god grund til at køre nogle mere intensive kampagner i perioder.

Der er nemlig især to psykologiske mekanismer, du kan benytte dig af, til at få lidt ekstra salg:

  1. Når folk bliver udsat for en tidsmæssig begrænsning, føler de sig mere tilskyndet til at købe, også fordi de ved, at de ellers risikerer at glemme at gøre brug af et godt tilbud.
  2. Folk elsker simpelthen at gøre en god handel og at få X procent eller kroner i besparelse.

 

Husk lovkravene til kampagnerne:

En kampagne må kun køre 2 uger i følge markedsføringsloven. Du skal også være opmærksom på, at der faktisk er regler for, hvordan man markedsfører tilbud og besparelser. Hvis du gerne vil være på den helt sikre side, kan du læse mere her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/hvad-gaelder/ofte-stillede-spoergsmaal/prismarkedsfoering/

Husk at overholde lovkravene, og lad være at forsøge at narre dine kunder. Det vil simpelthen få dit brand til at vibrere på en alt for lav frekvens. Læs her om, hvorfor det er vigtigt at få brandet til at vibrere på høje frekvenser.

Hvordan kan du køre en kampagne med succes?

Der er forskel på, om du kører kampagne på online ydelser eller på fysiske behandlinger i din klinik. Her kommer først salgstragten for online ydelser, og længere nede for fysiske behandlinger.

 

Salgstragten for online ydelser:

  1. Lav en god freebie (dvs en gratis gave), der løser et problem eller gør noget godt for din målgruppe.
  2. Lav en Facebook business side, hvis du ikke allerede har det.
  3. Lav Facebook annoncer for freebien (typen “lead ad” med tilmelding til nyhedsbrevliste).
  4. Sæt automatisk nyhedsbrev op, der sender velkomstmail med freebien.
  5. Kør derefter nyhedsbreve ud til dine følgere med 80 % værdifuldt, gratis indhold (med masser af tips og gode råd, samt hvor du viser, hvem du selv er og at du kan dit kram).
  6. Lav evt. engang imellem nye freebies for at få nye følgere og udskift annoncerne.
  7. Når du er oppe i et højt nok antal følgere, kan du køre kampagne på dine ydelser (fx med tilbud på pris eller giv en ekstra bonus med i købet).
  8. Kampagnen skal vare en begrænset periode, og husk at vise værdien af besparelse eller bonus.
  9. Du må gerne sende flere mails, end du plejer, i perioden op til kampagnens udløb.
  10. Og ta-daaa… nu burde du så gerne have solgt det, du gerne ville og kan vente et stykke tid, før du laver ny kampagne.

 

Hvis du ikke sælger dine ydelser online, men kun har fysiske sessioner eller behandlinger, kan du også sagtens få gavn af en kampagne. Der skal du bare bruge nogle lidt andre mekanismer.

Salgstragtens 10 trin ved fysiske produkter:

  1. Find på en god handel, som er tillokkende for dine klienter med. Rabat, bonus eller lignende.
  2. Lav en god sælgende tekst for dit tilbud.
  3. Lav en annonce for dit tilbud, og print ud på farveprinter, som løsblade i A5 eller A6 format.
  4. Del løsbladet ud til alle dine kunder (eller læg det i kuverten, når du sender ordrer ud) i en periode og fortæl om tilbuddet.
  5. Sæt løsbladet op i de lokale supermarkeder. Spørg evt. om du må lægge dine sedler i lokale forretninger som fx den lokale frisør, psykolog, kosmetolog, andre alternative behandlere eller lignende.
  6. Læg evt. kampagnen omkring en messe eller høstaften, og deltag der (og medbring løsbladet).
  7. På din Facebook side laver du post med dit tilbud, og del opslaget i lokale Facebook grupper.
  8. Lav Facebook annoncer målrettet folk i nærområdet, som har interesse i din ydelse (om det så er healing eller massage, så findes det sikkert som interesse-ord).
  9. Kampagnen skal vare en begrænset periode, og vis værdien af besparelse eller bonus.
  10. Og ta daaa – nu burde du så gerne have solgt det, du gerne ville for denne gang!

 

Kampagner virker dog kun, HVIS….

  • du har styr på din mission/dit business why, herunder din kernemålgruppe og dine værdier.
  • du forstår at skrive sælgende tekster, med fokus på udbyttet for klienten.
  • du derudover har nogle gode professionelle billeder af dig selv eller flot grafik.

Ellers bliver det svært for dig at tiltrække nye kunder, selv med en kampagne.

Læs eventuelt her hvordan du får styr på målgruppen, læs her hvordan du får styr på hele din mission/dit why, og læs her hvordan du bliver tydelig i din markedsføring.

 

Og endnu vigtigere er faktisk, at du kun skal følge de trin, som du har ENERGI på at arbejde med. Hvis du bliver totalt drænet af at lave nyhedsbreve, så lad være. Eller lav det alternativt som lydfiler. Det er godt at tilegne sig ny viden og nye kompetencer, men det er vigtigst, at du i det daglige bruger en model, som nærer dig, og hvor du er i FLOW.

 

Hyppigt stillede spørgsmål omkring kampagne-salgstragten:

Hvor mange skal du have på din nyhedsbrevliste, før du kan begynde at køre kampagner? 

Som hovedregel siger man, at du skal have mindst 1.000. For der er kun 2-5 % af listen, der vil købe af dig. Nogen mener, at op til 10% vil købe. Der er ikke rigtig noget facit, så det kommer også an på, hvor få købere, du har brug for. Så kan du selv regne om til hvor mange, du skal have, hvis du gerne vil tjene et vist beløb. Det afhænger jo også af, hvad dine ydelser koster, og hvad der skal til for, at du får det til at løbe rundt for dig.

Hvordan får du tilmeldinger til nyhedsbrevet?

Du kan selvfølgelig have en super lækker hjemmeside fyldt med godt indhold, som folk ledes ind til via søgeordsoptimering eller Google ads, eller fordi du deler dine blogindlæg rundt om på Facebook, og så får folk lyst til selv at tilmelde sig dit nyhedsbrev, når de er derinde (gerne med en pop-up formular). Læs også hvornår du skal annoncere på enten Google eller Facebook her. En anden og rigtig velegnet måde at øge nyhedsbrevlisten på, er dog at tilbyde en såkaldt freebie. Hvad er en freebie? En freebie er en gratis “gave”, som du giver dine kunder, i bytte mod deres e-mail. Freebien skal være relevant for din virksomhed, og skal løse et problem for kunden. Det skal ikke være et helt minikursus, men kan måske være en guide, en lydfil, en lille videoserie eller lignende.

 

Hvordan annoncerer du for din freebie?

For at få kunderne til at få øje på din freebie, er det en rigtig god idé at lave en Facebook-annonce. Du kan også lave opslag på din Facebook business-side, og så dele det rundt omkring på Facebook, i grupper osv. Opslaget kan også bruges i Facebook-annoncering. Hvis du vil lave grafik til opslaget/annoncen, kan du bruge det gratis program canva, og gemme det i png-format. Husk max 20 % tekst på billedet, hvis den skal bruges på Facebook. Husk at bruge flot grafik eller et godt, professionelt billede af dig selv. Og husk en sælgende tekst, der forklarer din klient udbyttet ved din behandling eller ydelse.

Og så gælder der selvfølgelig regel nummer et; at du skal overholde dit brands design regler. Det vil sige altid bruge samme farver, samme skrifttype og altid have logoet på.

Hvis du vil supplere med en kontrastfarve til at vække opmærksomheden, så er især rød og gul velegnet. Den berømte Netto-gule signalerer lavpris og tilbud, mens den røde farve er rigtig god til at få opmærksomhed.

 

Hvordan laver du Facebook annoncen til din freebie?

Vælg de såkaldte lead annoncer inde i business manageren – og få tilmeldinger ind til din nyhedsbrevliste, hvor freebien så bliver sendt ud automatisk.  Du kan vælge mellem at få leads ind på en leadformular, som er forudfyldt med navn og e-mail, og det har den fordel, at kunden så hurtigere kan melde sig til. Ulempen er dog, at de kan være tilknyttet Facebook med en e-mail, de ikke normalt bruger til nyhedsbreve, og derfor kan der ske et knæk i kæden der. Vælger du formularen, så kan du hente dine leads inde på din Facebook side, under Værktøjer til offentliggørelse, og derunder under Leadformularer. Her kan du downloade leads, bare husk at gøre det jævnligt, da folk forventer at få deres første nyhedsbrev straks. Du kan få det til at køre helt automatisk ved hjælp af Zapier, og det bør også være muligt at sætte det automatisk op til at lede over til Mailchimp – det driller dog desværre ofte. Du kan også i stedet vælge at lade lead annoncen lede over til en landingpage, hvor folk så skal skrive sig op selv. Her er fordelen, at du får flere committede tilmeldinger, til gengæld mister du dem, som ikke gider bruge to sekunder ekstra på selv at udfylde navn og e-mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få flere tips til holistisk branding og markedsføring: